Ål? Ja, faktisk har vi ålelignende væsner i dag, men ikke på rytternes menu efter 6. etape. I disse ålelignende dyr kaldet conodonts lærer vi endnu et guidefossil at kende, ligesom vi gjorde på tredje og syvende etape af mændenes løb. Men der er mere på etape 6, fordi vi befinder os på en meget vigtig geologisk grænse.
En cyklist, der krydser Tarn-regionen i dag, ser kun den godartede overflade af et bølgende landskab og frodig landbrugsjord. Intet afslører den historie af tektoniske omvæltninger, der gemmer sig under overfladen. Ingenting? Hvis du løfter blikket fra vejen og kigger mod horisonten til venstre, mod syd, ser du Lacaune-bjergenes ildevarslende konturer. Bag dem tårner Montagne Noire sig op. Bjergene virker som en anden planet end det grønne landskab, du passerer i Tarn-floddalen. Den tynde, tørre, sure jord på skråningerne af klipperne huser kun de mest trodsige fyrretræer.
Når du kører fra Albi til Blagnac, kører du langs en af de vigtigste grænser mellem de geologiske enheder, der danner Frankrig: Massif Central til højre og Montagne Noire til venstre. De er vidner om en bjergbygningsepisode, der fandt sted for over 300 millioner år siden, i perioderne Devon og Karbon.
På trods af deres meget højere alder rager de op over det bløde grundfjeld i Tarn-floddalen, fordi de blev størknet til hårde krystallinske klipper fra lavastrømme, der blev produceret af vulkaner, der engang var aktive her. Under dine hjul, dækket af beskedent ler og sand, forbinder en landtange af krystallinsk klippe Massif Central med Montagne Noire.
For varm til at håndtere
Bjergopbygningen og den intense vulkanisme i Devon betyder ikke kun dårligt nyt for moderne landmænd, der leder efter frugtbar jord. Det er også en udfordring for geologer, der forsøger at stykke planetens historie sammen.
At bygge bjerge kan sammenlignes med en gigantisk kødhakkemaskine: sten bliver blandet sammen, synker til store dybder, smelter og spyttes ud på uventede steder. Alle disse miljømæssige omvæltninger har helt sikkert påvirket livet på Jorden på det tidspunkt, men held og lykke med at finde fossiler i kødhakkeren!
Desto mere værdifulde er de få steder, hvor de er bevaret. Og Montagne Noire er vært for to Global Boundary Stratotype Sections and Points. De er geologiske lokaliteter, som er en global reference for opdeling af jordens historie. I dette tilfælde leder vi efter grundlaget for de frasniske og famenniske stadier. De udgør begge Øvre Devon, som svarer til tidspunktet for den massive vulkanisme, der bidrog til en af de “fem store” masseudryddelser. Se også fase 4.
En pioner og gamle ålelignende ål
Globale stratotyper er ofte baseret på en evolutionær ændring i en organisme, som vi kan finde overalt i verden. Men hvordan finder man sådan en organisme på tidspunktet for en masseudryddelse, hvor alt dør ud? Den dybe ende, altså de ældste perioder, af den geologiske tidsskala er enormt afhængig af conodonts. De er uddøde små ålelignende dyr, som efterlod tusindvis af bittesmå tænder.
Tænderne på disse gamle ålelignende væsner udviklede og diversificerede sig hurtigt, så vi kan spore evolutionære ændringer i dybden af palæozoikum. På den måde opnår vi en høj opløsning i den geologiske tidsskala. De er guidefossiler, som vi også så på trin 3.
Den rige historie om co-evolution mellem conodonts og deres miljø, herunder optegnelsen af hurtig opvarmning og det efterfølgende kollaps af trofiske netværk i de unikke lokaliteter i Montagne Noire, skylder vi Dr. Catherine Girard.
Catherine, som stadig er aktiv på universitetet i Montpellier, var pioner inden for brugen af moderne økologiske og geokemiske analyser af conodonts i dette område. Hun var med til at bringe Frankrigs palæontologiske arv til international opmærksomhed og dermed afsløre evolutionens mekanismer i den skarpe ende af miljøforandringer.
Conodonts i Montagne Noire registrerer en hidtil uset opvarmning, som kogte en stor del af biosfæren. Det er ikke ulig de udfordringer, rytterne står over for i dag, hvor det globale klima bliver mere uforudsigeligt.
