Vi fortsætter vores sommerserie med geologien i Paris, og mere specifikt geologien i det olympiske landevejsløb. Når rytterne begynder at bestige Butte Montmartre og Butte Belleville i løbet af de sidste kilometer af det olympiske landevejsløb, spørger de ikke sig selv, hvorfor de bakker er der. Det eneste, de tænker på, er guld, sølv og bronze. Men vi undrer os selvfølgelig. Hvad er oprindelsen til alle de bakker ved Montmartre og Belleville? Lad os dykke ned i Paris’ geologi.
Formet af Seine og Marne
Når man ser på højdekortet over Paris og omegn, bemærker man straks, at Paris’ centrum ligger i hjertet af en bred dal. Denne dal blev formet af floden Seine og dens vigtigste bifloder som floden Marne.
Seinen bugter sig yndefuldt fra nærheden af Eiffeltårnet på begge sider af Bois de Boulogne til området nær Stade de France i Saint-Denis. Derfra bugter Seinen sig gennem en ret smal dal mod Rouen, inden den løber ud i havet ved Le Havre. Man ser det samme mønster af ret smalle dale, som floderne har skåret ud på øst- og sydsiden af byens centrum. Læs mere om Paris-bassinet her.
Højdekortet viser tydeligt, hvordan Seinen har skåret sig relativt dybt ned i landskabet syd for Paris for at danne en smal dal langs steder som Le Réveil Matin, Juvisy-sur-Orge og Corbeil-Essonnes. Fun fact: Le Réveil Martin er stedet, hvor den allerførste Tour de France startede i 1903. Marne-floden skar også en smal dal ud på østsiden af byens centrum og dannede Val-de-Marne (bogstaveligt talt Marne-dalen). Det er ved Charenton-le-Pont, at Marne løber ud i Seinen.
Op ad bakken
Når du kigger nærmere på højdekortet ovenfor, kan du se, at Triumfbuen, Sacré-Coeur på Montmartre samt parken Buttes-Chaumont på Butte Belleville ligger på toppen af lokale bakker. Disse relativt høje bakker er omgivet af dale, der er skåret ud af Seinen i syd, Marne i øst og endelig en stor lavtliggende slette i nord. Denne store lavtliggende slette strækker sig fra Stade de France i vest til omkring Claye-Souilly i øst. Ved Claye-Souilly forbindes denne slette med Marne-dalen via en smal passage.
To ting er bemærkelsesværdige ved denne lavtliggende slette. For det første er denne slette relativt bred sammenlignet med Seinen og dens bifloders dale. Desuden er det også bemærkelsesværdigt, at der ikke løber nogen større flod på denne slette. Man finder kun nogle mindre vandløb og smalle kanaler som Canal de l’Ourcq. Man kan derfor undre sig over, hvordan det er muligt, at der i mangel af en stor flod er så stor en slette.
Geologer ledte også efter en god forklaring på det. Først for nylig og efter specifik forskning fandt de et godt svar på dette spørgsmål. Tilstedeværelsen af gips og floderne Seine og Marne spiller en nøglerolle.
Paris’ geologi er formet af gips
Der findes tykke lag af gips i undergrunden på Montmartre- og Belleville-bakkerne. Gips er et blødt materiale, der ofte bruges som byggemateriale. Vi ved fra arkæologisk forskning, at indbyggerne i Paris allerede i romertiden udvandt gips fra undergrunden nær disse bakker for at bruge det til at bygge huse.
På grund af det store behov for byggematerialer fortsatte udvindingen af gips indtil midten af det 19. århundrede. I mellemtiden begyndte den voksende by også at opleve de negative virkninger af gipsudvindingen. De mange stenbrud forhindrede byens udvidelse på grund af problemer med undergrundens stabilitet. Lokale jordsænkninger på grund af gipsbruddene er stadig almindelige i den nordlige del af Paris i dag. Til opførelsen af Sacré-Coeur-basilikaen på toppen af Montmartre omkring 1875 var det nødvendigt at fylde adskillige stenbrud i undergrunden med murbrokker og beton for at få et tilstrækkeligt solidt fundament til at bære kirkens enorme vægt.
Sammenbruddet
Gips er et blødt mineral bestående af calcium- og sulfat-ioner. Det dannes på steder, hvor en tilstrømning af mineralrigt vand – som f.eks. havvand – fordamper hurtigere, end det kan strømme væk. Det er sådan, man får de såkaldte evaporitter. Det skete for omkring 35 millioner år siden, hvor vi nu finder Paris. Fordi gips er resultatet af fordampning af havvand, vil det også opløses relativt let, når det udsættes for vand, der er mindre mineralrigt. Tænk på regnvand, flodvand eller lavt grundvand. Det skete på det tidspunkt, hvor forløberne for nutidens Seine, Marne og andre floder ankom til Paris.
I områder, hvor gipsen kommer i kontakt med mineralfattigt vand, opløses den gradvist. Som følge af opløsningen af gips dannes der stadigt større hulrum i undergrunden. På et tidspunkt vil den resterende gips ikke længere være i stand til at bære vægten af klippen ovenover. Bakken vil kollapse.
Spiser væk
Vi har allerede lært, at kontakt mellem mineralfattigt vand – f.eks. flodvand – og gips medfører en konstant opløsning af gipsen i undergrunden. Som følge heraf bliver de overliggende geologiske lag ustabile og kollapser endda, som du så på billedet ovenfor. Det er præcis, hvad der skete i nærheden af Rosny-sous-Bois, Gagny og Claye-Souilly, hvor vi finder sletten nu. Forløberne for floderne Marne og Seine åd gipsen væk og åbnede nye veje for floderne.
Seinen flyder gennem Paris, men en alternativ rute langs nordsiden af Montmartre og Butte Belleville er vigtig for at forklare tilstedeværelsen af vores olympiske landevejsløbsbakker. Vandet på den nordlige rute kom ofte i kontakt med gipslagene der. Processen gentog sig. De blev opløst, og det fik flere og flere klipper til at blive ustabile på disse steder. Klippen kollapsede og faldt ned i floden. Fra da af havde floden mulighed for at nedbryde dette affald yderligere via erosion og transportere resterne ud i havet. Som tiden gik, udviklede der sig gradvist en stadig større lavtliggende slette på nordsiden af Montmartre og Buttes-Chaumont.
De sidste bakker, der står tilbage
Vandet fra forløberne for nutidens Seine og Marne skabte to fuldgyldige ruter gennem Paris-regionen. Selv ved højvande var der tilstrækkelig kapacitet og plads til rådighed for det strømmende vand. Derfor var der ikke behov for, at vandet eroderede den resterende klippe, som f.eks. de klipper, der danner Montmartre og Butte Belleville, yderligere. Kort sagt var der plads nok til, at vandet nu kunne lade bakkerne være i fred. Dem, der blev tilbage, er restbakkerne eller, på fransk, ‘buttes’.
Butte Montmartre og Butte Belleville var dem, der blev skånet for den erosion, der jævnede deres brødre og søstre rundt om i byen. Ikke desto mindre vil der være masser af ryttere, som havde håbet, at Seines og Marnes forgængere også ville have ryddet op i disse bakker. Det ville have sparet dem for en masse energi på vej til målstregen. Men enhver, der ønsker at stå på toppen af Olympen, bør i det mindste overvinde disse resterende bakker. Cykling er trods alt ofte en kamp mod geologien, også i Paris.
