Hvad er klokken? Det er tid for rytterne til at forlade Alperne og bevæge sig til foden af Jura. Tilbage i det 19. århundrede var der allerede geologisk forskning i denne region. Den berømte tyske geolog Alexander von Humboldt fandt ud af, at en pakke af kalksten kan spores i hele Jura. Han kaldte dem derfor jurakalksten. De dukkede også op igen på den vestlige side af Alperne i begyndelsen af etapen. I disse klipper finder vi væsener, som fortæller os, hvad klokken er.
Geologerne lagde mærke til, at disse kalksten indeholdt store fossiler: smukke, snoede snegle med kamre i. Disse fossiler havde allerede været kendt i lang tid. Egypterne og senere grækerne kaldte dem “Ammons horn” efter en egyptisk gud med horn som en bjergged. Senere opkaldte vi disse fossiler efter denne gud: ammon-ite!
Da geologerne fandt ud af, at ammonitterne i Sydengland og Jura var af samme art og dukkede op og forsvandt i samme rækkefølge i klippesekvensen, definerede de det som en periode på den geologiske tidsskala. De opkaldte den efter Jura-kalkstenene: Jura. De tydeligste‘guidefossiler‘ var ammonitterne.
Fantastisk design
Inden for geologi og arkæologi er et tilbagevendende emne altid: Hvor gammelt er noget? Hvad er klokken? Der er forskellige måder at datere sten på. I sedimentære bjergarter kan den hurtigste måde være at bruge guidefossiler. Når forskere daterer marine aflejringer, bruger de ofte fossile skaller fra ammonitter. Ammonitterne er en uddød gruppe af skaldyr. Man kunne sige calamaris i en skal, for det er faktisk en slags blæksprutte. Af den gruppe, der kaldes blæksprutter, er der nu to grupper tilbage: Nautilus og gruppen Coleoids, der bl.a. består af blæksprutterne, de tiarmede dyr, herunder blæksprutter og en obskur “gruppe” kaldet Spirulida (med kun én art).
Mange medlemmer af denne gruppe har/har haft en særlig evne til at bygge kammerhylstre. Disse tomme kamre var forbundet med hinanden via et rør. Trykket i hvert kammer kan reguleres via dette rør. Dette rør ses tydeligt i nautilen nedenfor.
Nautilus
Selv om hollænderne, og især Cornelis Drebbel, stolt kan sige, at opfindelsen af ubåden kom fra Holland, var Nautiloidea omkring en halv milliard år ældre end båden. Disse ubåde har fløjet rundt i vores have siden den kambriske periode. Cambrian er i øvrigt opkaldt efter Wales. Hvem ved, om den virkelige opfinder Jules Verne havde viden nok til med vilje at sætte navnet Nautilus på kaptajn Nemos skib?
Tilbage til for en halv milliard år siden. Skallen med kamre gav de kambriske blæksprutter en unik fordel. Mens andre arter organiserede deres fodgængerliv på eller i havbunden, kunne blæksprutterne svæve over den og bevæge sig hurtigere. Hurtigt ville dog nok være en overdrivelse. Forfædrene til det, der en dag skulle blive til hvirveldyrene, var stadig ret harmløse. Fra det øjeblik, de trådte ind i historien, har de været en succesfuld gruppe. De blev en vigtig del af havmiljøet.
Rester af blæksprutteskaller kan findes i næsten alle havaflejringer i verden. Som billedet nedenfor viser, var Frankrig for det meste lavvandet hav, så vi finder dem i overflod. For ca. 66 millioner år siden, i slutningen af kridttiden, sluttede gruppen af ammonitter. De uddøde sammen med dinosaurerne.
Fossiler som ure
Tilstedeværelsen på tværs af tidsperioder forklarer en del af relevansen af, hvorfor vi kan bruge ammonitter til datering. Et andet vigtigt element er forandring. Hvis en berømthed som Will Smith havde givet den samme autograf til sine fans hele sit liv, ville man aldrig kunne se, hvornår Will Smith havde skrevet den. Fordi han ændrede sin signatur en smule med jævne mellemrum, kan vi sige noget om det. Det er ikke anderledes med ammonitter, selv om de ikke er mænd i sort. Deres skal skiftede regelmæssigt.
Omkring 1850 bemærkede to tyskere, at der var mange af disse skaller i jura-klipperne i de schwabiske og frankiske alper i Sydtyskland, på den anden side af grænsen til Frankrig, og at der hele tiden opstod nye former med tiden. Desuden fandt de ud af, at hvis man finder den samme skal et andet sted, så graver man sandsynligvis i den samme geologiske periode. Det er princippet i et styrende fossil.
Quenstedt og Oppel gjorde sig udødelige med dette koncept. Ammonitfamilierne Quenstedtoceras og Oppelia bærer bl.a. deres navn. På grund af deres hyppige variation i form er det ifølge British Geological Survey muligt at sige noget præcist om deres alder inden for 200.000 tusind år. På den geologiske tidsskala på fire milliarder år er det meget præcist!
Smukke nipsgenstande
Det er uvist, hvem der først indsamlede fossiler som ammonitter, men mennesker har været interesseret i fossiler meget tidligt. I mange myter og legender kan man finde antydninger, og nogle gange er der endda konkrete beviser for det. Et eksempel er Thurgau i Schweiz. Ud over bronzesmykker blev der fundet en ammonit og en hajtand i en 3.500 år gammel grav. Der er endda tegn på, at man allerede for 500.000 år siden satte pris på fossilernes skønhed.
Hvorfor ændre sig?
Hvad var årsagen til variationen i skallens form og konstruktion? Det virker logisk at antage, at miljøet/biotopen har påvirket ammonitterne. Da ammonitterne opstod, var der mange levesteder at udfylde i dybe og lavvandede have. Det, der startede som en lige skal, gik bogstaveligt talt i alle retninger.
Variationen i ammonitter er ikke kun i størrelse og form, men også i kompleksiteten af suturlinjerne. Det er det mønster af linjer, som man kan se på ydersiden af den fossile skal. Det er kanterne på skillevæggene mellem kamrene. Disse suturlinjer spiller en vigtig rolle i vurderingen af de indbyrdes relationer og artsbestemmelsen. Med ammonitter går de fra at være enkle til at blive mere og mere komplekse (selvom der er undtagelser fra dette).
Mere komplekse suturlinjer giver ekstra styrke til skallen. Man hører ofte, at denne kompleksitet hænger sammen med det stigende vandtryk på større havdybder. Det virker ikke helt logisk. Det vil sige, at hvis man ser på de oprindelige havdybder, hvor man finder ammonitfossiler, er det tydeligt, at de hovedsageligt forekommer i lavvandede kystområder (50 til 200 meters dybde). Moderne nautiler med deres enkle skaller lever ikke dybere end 200 til 400 meter. Dybden virker derfor ikke overbevisende for de komplekse kammerindretninger.
I øjeblikket mener man, at de komplicerede suturlinjer hovedsageligt er relateret til fremkomsten af rovdyr. Jo mere komplicerede kamrene er, jo mindre sandsynligt er det, at biddet fra en ichthyosaurus faktisk er livstruende.
Kør hurtigere!
Måske er der et andet argument. Hvor hurtigt tror du, at en ammonit kunne svømme? Ligesom moderne blæksprutter ser ammonitter ud til at have haft vandstrålefremdrift. Det virker meget sejt, men på grund af hvordan dyret passede ind i skallen, og hvor massemidtpunktet var, er det nok mere en skildpadde end en hare. De ville ikke nå det inden for tidsgrænsen. Det er helt sikkert.
Hvis du ikke har meget fart til at flygte fra rovdyr, må du hellere finde på noget andet. Overlevelse er nøglen. Vi ser mange forskellige overlevelsesmekanismer, f.eks. en meget robust skal eller en meget konveks skal. Der er også skaller med irriterende pigge. Vi møder alle disse variationer med ammonitter.
Rundt om i verden
Det fantastiske ved ammonitter er, at de findes over hele verden. Men det er ikke altid muligt at bestemme alderen og dermed sige, hvad klokken er, fordi ikke alle typer ammonitter kan findes overalt. Nogle arter forekom forskellige steder i verden, steder, der ligger ret langt fra hinanden. Det virker skørt, hvis man er en langsom art, der har udviklet sig hurtigt. Pladetektonik spiller naturligvis en rolle i dette.
I juratiden lå Amerika og Europa f.eks. ved siden af hinanden. Det er sandsynligvis derfor, at jeg fandt ammonitslægten Cardioceras i både Wyoming (USA) og Nordfrankrig. I Wyoming gav det en særlig følelse af genkendelse på et helt nyt sted. I det øjeblik blev det øjeblikkeligt bekræftet, at lagene der var omkring 150 millioner år gamle. Hvad er klokken? Ammonitten fortæller dig det.
Når vi taler om “cardio”-ceras. I dag kan rytterne også støde på denne art, hvis de graver efter dem i kalkstenene langs vejen! De ville sikkert give hvad som helst for at kunne klatre som ammonitter bare ved at lette trykket i en skal på ryggen. Desværre for dem kræver det muskelstyrke i benene og masser af riskager, hvis de vil nå til tops!
NB: Blogs på andre sprog end engelsk er alle automatisk oversat. Vores skribenter er ikke ansvarlige for eventuelle sprog- og stavefejl.
