I dag skubber Tour de France-feltet sig frem til sejren på en 163 kilometer lang strækning mellem Mâcon og Dijon. Vi kører gennem de fascinerende eller mere præcist rivende vinmarker i Bourgogne i Bresse Graben, vinens og sennepens hjemland. Christian Prudhomme, Tour de France-direktøren, lover os dette på den officielle hjemmeside:
“Fans af middelalderarkitektur vil nyde luftbillederne af Cluny Abbey og meget mere. Udbryderne kommer af sted med ambitionen om at holde hovedfeltets forfølgelse tilbage gennem vinmarkerne i Côte Chalonnaise.. Men sprinterne bør have det sidste ord på 800-meteren lige ind i præfekturet Côte-d’Or.”
Vinmarkerne er med i dagens blog, men Christian synes at mangle noget af stor geologisk interesse her. Skarpe observatører ser, at landskabstypen på denne sjette etape af Touren har etapetypen “flad”. Det kan vi takke Bresse Graben for. Og vin og sennep som produkter til at fejre med.
Det er lidt af en sjældenhed i den sydøstlige del af Frankrig, hvilket tyder på en ejendommelig pladetektonisk historie. For flere millioner år siden forsøgte den samlede landmasse i Frankrig at bryde (rift) væk fra det europæiske kontinent. Dette forsøg viste sig i sidste ende at være mislykket, da Frankrig stadig i høj grad er en del af Europa. Alligevel har denne rifting-begivenhed haft stor indflydelse på det lokale landskab, den europæiske historie og den lokale (landbrugs)kultur. Det er de spændende detaljer, vi vil udforske nedenfor!
Hvad er en graben?
Rifting er en grundlæggende pladetektonisk proces, der splitter kontinenter ad i løbet af millioner af år. Denne proces indebærer en gradvis udstrækning og udtynding af den kontinentale lithosfære (figur 2a). Processen drives af gigantiske kræfter i jorden, indtil et oceanisk bassin åbner sig mellem de to kontinentale fragmenter. Typiske træk i riftsystemer er normale forkastninger. Det er store sprækker i jorden, som tillader nedadgående bevægelse af kontinentale blokke for at imødekomme den overordnede strækning af kontinentet (figur 2a).
Vi kalder de resulterende fordybninger mellem sådanne forkastninger for graben, af det tyske ord for “grøft” eller “grøft”. Disse grabener er ofte fyldt op til et vist niveau med sedimenter for at danne tydelige flade områder mellem de kuperede “grabenskuldre”, der er hævet under rifting og skiller sig ud i landskabet (figur 2b).
Arvæv
Når vi ser på det topografiske kort over Vesteuropa, kan vi tydeligt se, at rifting har sat sine spor på kontinentet. En tydelig serie af nogenlunde nord-syd-orienterede grabener med en flad topografi markerer omridset af det europæiske kenozoiske riftsystem. Kænozoikum er perioden fra dinosaurernes uddøen for 66 millioner år siden og frem til i dag.
Blandt disse er Upper og Lower Rhine Graben, men også Bresse Graben. Det er her, vi kører i dag. Rifting i Vesteuropa var noget atypisk, fordi den ikke var drevet af storstilet pladetektonisk udstrækning af kontinentet. Det var heller ikke på grund af massiv aktiv opstrømning af varmt materiale fra dybt nede i jordens kappe, som i de fleste andre riftsystemer. I stedet blev de europæiske grabener dannet som en reaktion på, at Italien og Spanien (begge uafhængige kontinentale fragmenter i fortiden) bevægede sig nordpå til Europa for omkring 60 millioner år siden på deres vej til at skabe Alperne og Pyrenæerne.
Det er tektonik igen
Til at begynde med blev virkningen af denne nordgående bevægelse afbødet af lukningen af flere små riftbassiner. Men da Italien og Spanien for alvor begyndte at kollidere med det europæiske hovedkontinent for omkring 35 millioner år siden, steg Alpernes og Pyrenæernes tinder til store højder. Samtidig forårsagede denne nogenlunde nord-sydgående kollision, at regionen nord for Alperne blev skubbet sidelæns. Den resulterende øst-vest-spænding førte til åbningen af de forskellige grabener i riftsystemet (figur 3c ovenfor). Derfor begyndte Frankrig langsomt at bevæge sig mod vest.
Men så snart den store alpine kollisionsfase havde passeret sit højdepunkt for omkring 25 millioner år siden, forsvandt også drivkraften bag riftingen i Vesteuropa. Dermed åbnede der sig ikke et nyt hav, og den generelle tektoniske opbygning af den region, vi kender i dag, blev etableret. Europa forblev forenet. Alligevel betyder det på ingen måde, at regionen er geologisk inaktiv. De forskellige grabener viser stadig tegn på igangværende deformation. Der er regelmæssig jordskælvsaktivitet, eksemplificeret ved jordskælvet i 1356, som fuldstændig ødelagde den schweiziske by Basel i den sydlige ende af Upper Rhine Graben.
Desuden har en særhed ved den atypiske riftsituation i Vesteuropa sandsynligvis forårsaget forstyrrelser dybt nede i kappen. Som følge heraf har lokalt opstigende varmt materiale fra store dybder i jorden forårsaget intens “hot spot”-vulkanisme. Dette er mest berømt i Massif Central i Frankrig (etape 10 i 2024) og Eiffel i Tyskland (figur 3b ovenfor). Nogle af de tilknyttede udbrud nær den franske by Clermont-Ferrand fandt sted for kun ca. 8000 år siden. Som dig er det et blink med øjet i forhold til geologisk tid. Vores planet er ret dynamisk.
Graven former menneskets historie
Grabens giver ofte et landskab, der er perfekt til menneskelig beboelse. De store floder, der generelt løber langs dem, giver rigeligt med vand. De sedimenter, der er aflejret i deres flodsletter, giver et frugtbart landbrugsområde. Desuden gør disse sletter og floder det nemt at transportere og rejse. Bresse Graben er ikke anderledes. Her flyder Saône fra Vogeserne (den vestlige grabenskulder af Oberrheingraben mod nord) mod syd langs Bresse-graven, forbi Dijon og derefter Mâcon, mens vores spandexklædte helte løber i den modsatte retning.
I Lyon løber Saône ud i Rhône, som kommer fra de sneklædte schweiziske alper. Rhône fortsætter derefter længere sydpå langs graven mod sit delta nær Marseille. Dette har været en vigtig havneby, siden den blev grundlagt af græske kolonister omkring 600 f.Kr. Som en af de få veje fra Middelhavet til Nordvesteuropa har Bresse-graven altid været en vigtig handelsrute. Ressourcerne i Gallien og Germanien (det nuværende Frankrig, Benelux og Tyskland) mod nord blev udvekslet med keramik og luksusvarer fra den sofistikerede græsk-romerske verden mod syd. Det var en blomstrende forretning dengang. Som Cicero skriver, kunne en købmand sælge en amfora vin for en slave. Sådan var kærligheden til vin i det gamle Gallien.
Vin og sennep
Kærligheden til vin ser ud til at have holdt ved helt frem til i dag. Efter Julius Cæsars erobring af Gallien i 50’erne f.v.t. tog de lokale ivrigt vinfremstillingens kunst til sig. De blev hurtigt mestre i deres håndværk og overgik til sidst deres lærere og erobrere fra den anden side af Alperne. Mange moderne italienere er dog dybt uenige.
I dag er Bresse Graben hjemsted for nogle af de mest kendte franske vinregioner som Vallée du Rhône i syd og Beaujolais samt Bourgogne i nord. Som Prudhomme påpeger på Tour de France-hjemmesiden, vil vores ryttere passere Côte Chalonnaise. Dette er et lille underdomæne af vinregionen Bourgogne. Hvis de har lyst til at gøre et pitstop på en café for at nyde nogle velfortjente forfriskninger, som var en yndet praksis under førkrigsudgaverne af Touren, kan de teste den fremragende lokale Pinot Noir eller Chardonnay.
Interessant nok har disse vinområder en tendens til at ligge på gravens skuldre snarere end på det flade land i selve graven. Det skyldes til dels, at den unge sedimentære udfyldning af graven ikke giver den ideelle jordbund for kvalitetsvin. For det andet giver bjergskråningerne på de hævede gravens skuldre bedre solforhold for vinstokke til at vokse og druer til at modnes.
Sennep og vin ved grænsen
I slutningen af dagens 163 kilometer lange løb når vi Dijon, i hjertet af Bourgogne. Byens navn er navnesøster til den berømte sennep, som blev et fremtrædende indslag ved de overdådige banketter, som de rige hertuger af Bourgogne holdt ved deres middelalderlige hof.
Sennep ser ud til at have været brugt som fødevare i Indien og Mesopotamien så tidligt som 3000 f.Kr. Det kan have været romerne, der introducerede sennep i Gallien. Sennep viste sig at vokse godt i regionen. Endnu en gang løb de lokale med det og udviklede en kulinarisk tradition, som vi nu kender fra hele verden. Vær dog opmærksom på, at selve produktnavnet “Moutarde de Dijon” ikke er beskyttet. Det betyder blot, at man bruger den sennepsopskrift, der blev udviklet i Dijon.
Faktisk kommer langt størstedelen af de sennepsfrø, der bruges til sennepsproduktion i regionen, fra Canada, hvilket er en lidt skammelig realitet. Men alt er ikke tabt! Der gøres i øjeblikket en indsats for at genoplive dyrkningen af franske sennepsfrø. I Dijon har de trætte cyklister en perfekt mulighed for at revitalisere sig selv ved at teste den kraftige smag af “Moutarde de Bourgogne”, et beskyttet produkt, der udelukkende er fremstillet af regionale ingredienser. Denne sennep passer rigtig godt til en ret med fint svinekød og et glas lokal Chardonnay, mens man kigger ud over de vingårdsklædte bakker, mens solen går ned. Alt sammen gjort muligt af Bresse-gravens særegne tektoniske historie! Tak, geologi.
NB: Blogs på andre sprog end engelsk er alle automatisk oversat. Vores skribenter er ikke ansvarlige for eventuelle sprog- og stavefejl.
