I dag er det en lang tur, fordi det er den længste etape i Tour de France 2024. Tredje etape tager os fra Piacenza til Torino, hvor vi krydser 225 kilometer af endeløse afgrøder og marker på den største slette i Sydeuropa, Po-sletten. De fleste ryttere vil sikkert være tilfredse med en let dag på det flade landskab, før de krydser Alperne. Lyder det kedeligt? Lad dig ikke narre: Der er masser af interessant geologi forbundet med dagens scene!
Landet på gennemrejse
Den tredje helt italienske etape i dette års Tour starter i byen Piacenza i regionen Emilia-Romagna. Piacenza er mest kendt for sin enestående geografiske beliggenhed. Den blev grundlagt allerede i førromersk tid lige ved det sted, hvor de vigtige floder Trebbia og Po løber sammen, ved overgangen fra Apenninerne til Po-slettens flade landskab.
Lige siden har den ligget ved en vigtig korsvej. Leonardi da Vinci omtalte endda byen som et “Passage-land”. Ligesom mange andre rejsende i de sidste tusinder af år vil rytterne også passere Piacenza på deres vej fra Adriaterhavskysten til Frankrig. For geologer er Piacenza berømt for noget andet. Byen har givet navn til det geologiske stadie Piacenzian. Ja, vi kan også godt lide etaper i geologi).
Piacenzian dækker en periode på en million år, fra ca. 3,6 til 2,6 millioner år siden. Den blev opkaldt efter Piacenza af den schweiziske geolog Karl Mayer-Eymar i 1858 på grund af de sedimentære bjergarter af den alder, som han fandt i bakkerne tæt på byen. Det er ikke ualmindeligt at navngive perioder på den geologiske tidsskala efter byer eller geografiske regioner, som vi kunne læse i den forrige blog om den messinske saltholdighedskrise! Interessant nok er den nedre grænse for Piacenzian, den såkaldte Golden Spike, officielt defineret på … Sicilien. Ups! Pas på ikke at sige det til de stolte mennesker i Piacenza!
Lucy
Piacenzian kan virke som lang, lang tid siden, ligesom dagens lange køretur til Torino. Men menneskets historie kan være startet i Piacenzian! Nylige fund af fossiler tyder på, at den sene Piacenzian kan være den tid, hvor vores første rigtige forfædre vandrede rundt på planeten! En forstenet kæbeknogle, der blev fundet i Etiopien i 2013, har fået en gruppe forskere til at tro, at slægten Homo – som vi, Homo Sapiens, tilhører – opstod i Piacenzian for omkring 2,8 millioner år siden.
Selvom det stadig er meget omdiskuteret, foreslog denne gruppe forskere, at slægten Homo allerede i slutningen af Piacenzian udviklede sig fra den ældre slægt Australopithecus. Tæt på det sted, hvor de opdagede kæbebenet, gjorde forskere allerede en utrolig opdagelse for præcis 50 år siden. De udgravede de fossile rester af ca. 40 % af en kvindelig hominin. De kaldte hende Lucy. Det var efter den berømte Beatles-sang ‘Lucy in the sky with diamonds’. De spillede den gentagne gange under udgravningen af det forstenede skelet. Fundet fik verdensomspændende opmærksomhed og gjorde Lucy til den mest berømte indbygger i Piacenzian! Men vores gamle forfædre var bestemt ikke de eneste bemærkelsesværdige dyr i Piacenzian…
Piacenzian Park: filmen
Vores gamle forfædre var bestemt ikke de eneste bemærkelsesværdige dyr i Piacenzian. Alle kender dinosaurerne på grund af berømte film som Jurassic Park. De fantastiske dyr i Piacenzian er desværre meget mindre kendte. Men hvis man lærer lidt mere om den, undrer man sig virkelig over, hvorfor Steven Spielberg aldrig lavede filmen Piacenzian Park!
Livet på jorden i de sidste par millioner år var ikke præget af gigantiske krybdyr – som dinosaurerne – men af gigantiske pattedyr. Forskere kalder disse dyr for megafauna. Ud over de allerede meget store forgængere for nutidens elefanter og næsehorn var der enorme jordsvin, superbæltedyr kaldet glyptodoner samt gigantiske bævere og oddere.
I Piacenzian formede en bestemt begivenhed udviklingsforløbet for mange af disse store dyr. Den endelige lukning af Panama-landtangen – en landbro mellem Nord- og Sydamerika – gjorde det muligt at udveksle forskellige dyr fra det ene kontinent til det andet. The Great American Biotic Interchange for omkring 2,7 millioner år siden bragte bjørne, store katte som jaguarer, heste og mange andre dyr til Sydamerika. De enorme dovendyr og de frygtindgydende fugle, der ikke kan flyve i Sydamerika, kaldet terrorfugle, migrerede den anden vej.
I havene herskede ét rovdyr over dem alle. Dette er den største rovhaj, der nogensinde har levet: Otodus megalodon, eller bare ‘Megalodon’. Med en anslået længde på 15 meter var dette gigantiske bæst den mest frygtindgydende jæger på sin tid. Dens regeringstid sluttede dog i slutningen af Piacenzian. Lukningen af Panama-porten menes at have ført til vigtige ændringer i det globale klima og havstrømmene, hvilket fik mange marine megafaunaer til at uddø, herunder Megalodon. The Meg fik nogle store Hollywood-film, men nogle af de andre fascinerende dyr, der levede i Piacenzian, kunne helt sikkert også få deres egne. Ikke Angry Birds The Movie, men Terror Birds The Movie. Ring til os, Hollywood!
Vino, per favore
Efter mange kilometer gennem Po-slettens flade landskab bemærker ryttere og tilskuere en ændring i landskabet. Fra omkring kilometer 110 kører de gennem de smukke bakkede landskaber i Piemonte. Vi kender denne region i hele verden for dens vin og ikke for dens geologi. Etapen går gennem regionerne Monferrato og Langhe-Roero. De blev sammen optaget på UNESCO’s verdensarvsliste i 2014. Her producerer de de mest berømte Piemonte-vine. Både klimaet og de (hydro)geologiske forhold gør det til et perfekt område for produktion af vin, især rødvin og mousserende vin.
Vinstokkene vokser særligt godt på undergrunden, der hovedsageligt består af miocæne til pliocæne havaflejringer. De mest berømte klipper i regionen er de såkaldte Pietra da Cantoni. Det er de lokale varianter af mergel og kalkholdige sandsten fra Miocæn til Pliocæn. Pietra da Cantoni blev dannet på et tidspunkt, hvor denne region stadig var et lavvandet hav. Klipperne her er fulde af marine fossiler som skaller, men der er også fundet store tænder fra Megalodon!
De brugte Pietra da Cantoni til at konstruere mange af bygningerne i regionen. Det er en fin fremvisning af den lokale geologi, som ellers gemmer sig under vinmarkerne og vegetationen. Disse sten tjener også et andet vigtigt formål. De bruger dem som opbevaringsrum for vin! I århundreder har de lokale gravet små underjordiske kamre i Pietra da Cantoni, kaldet ‘infernot’. Folk her er så stolte af deres lokale sten, at de endda har lavet et museum for det, Ecomuseo della Pietra da Cantoni!
Mystiske kampesten
Finalen på dagens etape er flad med målgang i byen Torino tæt på Po-flodens bredder. Der er dog masser af bakker i nærheden. Hvis du så dette års Giro d’Italia, kan du måske huske de stejle stigninger i Torino-bakkerne fra første etape, som også sluttede i Torino! Med hensyn til geologi er bakkerne lige øst for Torino ikke så spektakulære. På disse bakker kan man se mystiske store stenblokke. De har undret lokalbefolkningen og geologerne i århundreder. Disse stenblokke, som varierer i størrelse fra et par meter til op til ti meter i diameter, findes overalt i Torino-bakkerne. De består af metamorfe og magmatiske bjergarter, som adskiller sig markant fra de omkringliggende marine sedimentære bjergarter.
Deres oprindelse fascinerede tidlige geologer i århundreder, og de blev allerede studeret grundigt fra slutningen af det 18. århundrede. I de første dage troede forskerne, at stenene var kommet dertil ved katastrofale oversvømmelser. Det var i tråd med katastrofeteorier, som ofte blev brugt til at forklare geologiske observationer. I dag ved vi, at disse sten stammer fra magmatiske og meta-ophiolitiske bjergarter (se bloggen fra Milano-Sanremo!) i det alpine og apenninske bjergsystem. De indgik i såkaldte konglomerater, som er de typiske produkter af erosion af bjerge. Efter erosion af det blødere og mere finkornede klastiske sediment omkring dem, blev stenene efterladt i landskabet.
Lokale overleveringer
Før geologerne studerede dem, fik nogle af disse imponerende klippeblokke endda en plads i den lokale folklore. Ifølge lokale legender blev nogle af dem brugt til frugtbarhedsritualer. Santa Brigida-klippen spillede en rolle i en kult, hvor kvinder troede på, at hvis de hvilede deres mave på klippen, ville det fremme moderens frugtbarhed og det ufødte barns sundhed. I dag forsøger lokale geologer at få de ‘gigantiske kampesten’ i Torino anerkendt som geokulturarv, så de vil blive beskyttet og husket i de næste årtier og århundreder.
Lad os se, hvilken rytter der også vil skabe et evigt minde for dagens etape. Den lange tur vil sandsynligvis ende i en massespurt i Turins gader! Vai!
NB: Blogs på andre sprog end engelsk er alle automatisk oversat. Vores skribenter er ikke ansvarlige for eventuelle sprog- og stavefejl.
