På dagens niende etape af Tour de France handler det om grus. Etapen starter og slutter i Troyes. Byen har maleriske gotiske katedraler med udsigt over de brostensbelagte gader, men vi vil ikke komme ind på brostenenes geologi nu. Det vil jeg overlade til Paris-Roubaix-tiderne. Troyes er den historiske hovedstad i Champagne-Ardennes-regionen. Den er kendt for sine berømte vinmarker, der er spækket med kridhvide veje. Det er det, jeg vil tale om, for det handler om grus.
World Tour-feltet kender allerede terrænet, fordi Paris – Tours, en klassiker sidst på sæsonen, er blevet kørt over sporene i vinmarkerne i de seneste år. Strade Bianche og dens sterrato har måske også givet feltet erfaring med de løsere underlag. Jeg vil gerne tage dig med på en rejse gennem tiden og fortælle, hvordan gruset i det område, hvor scenen står i dag, blev til. Måske kan den bruges til at forstå de tekniske udfordringer, rytterne står over for på netop denne etape på grund af de geologiske forhold. Lytter du til ryttere og sportsdirektører?
Mere kalksten? Ja, mere kalksten, men i dag kører vi på den! Grus er kalksten.
Hvad er grus?
Først skal vi have definitionen klar, før vi går i gang med grusfasen. Grus defineres som en løs samling af klippefragmenter. Det forekommer generelt i en række forskellige former, størrelser og farver afhængigt af de forvitringsprocesser eller den erosion, der er involveret i dannelsen af fragmenterne. Den oprindelige rocksammensætning er selvfølgelig også en afgørende faktor.
Kort sagt er grus en samling af sedimenter, der er over to millimeter i diameter. Den kan have enten en afrundet eller en kantet kant. Der er ingen øvre grænse for størrelsen på grus, men denne artikel vil fokusere på små grusstykker med en diameter på under 20 millimeter for at gøre den så anvendelig for løbet som muligt. Det større materiale er godt til indkørsler og havearbejde eller til en punktering i ny og næ, men det er ikke det grus, vi finder i vinmarkerne omkring Troyes.
Djævelen er i havets overflade
Så hvor finder vi Troyes i den store geologiske historie, og hvorfor blev det sådan et godt sted at køre grusløb?
Det har været en opløftende rejse for byen Troyes, hvis du undskylder ordspillet! Meget af det, vi i dag kalder Frankrig, var geologisk set intakt indtil for nylig. For omkring 300 millioner år siden blev hele Jordens kontinentale landmasse samlet til et superkontinent ved navn Pangea. Pangea var stort og koldt, og der fandtes en stor iskappe på Sydpolen.
Her var Frankrig placeret tæt mellem nutidens Storbritannien, Tyskland, Spanien og Italien, på samme måde som i dag. Selv om det var et helt andet sted end nutidens Vesteuropa. I løbet af denne periode blev klipperne deformeret til et stort bjergbælte. Disse klipper blev derefter eroderet, og dybe, krystallinske dele af bjergbæltet kom op til overfladen. For 250 millioner år siden var bjergbæltet blevet eroderet næsten fladt, og de deformerede krystallinske bjergarter lå på jordens overflade. Man kan stadig se denne overflade ikke langt syd for Champagne-regionen, i Massif Central.
Bryde op
Så begyndte Pangea at gå i opløsning. Det centrale Atlanterhav begyndte at blive dannet, og også i Det Indiske Ocean og Det Sydlige Ocean begyndte kontinenterne at bryde op. Resultatet var, at den pladetektoniske aktivitet næsten blev fordoblet. I storhedstiden i den sene jura til den tidlige kridttid, for omkring 150-100 millioner år siden, var produktionen af havskorpe næsten dobbelt så høj som under Pangea og som i dag. Med en så høj skorpeproduktion var også hastigheden for fjernelse af skorpe ved subduktion meget højere, og som følge heraf blev havbundens gennemsnitsalder yngre og yngre.
Hvorfor er det vigtigt? Dybden af et oceanisk bassin afhænger af det! Jo yngre havbunden er, jo lavere er havet. Med højere pladetektonisk aktivitet er der også mere vulkanisme og mere vulkansk CO2-produktion (tre gange så meget som i dag). Med højere CO2-produktion var temperaturerne meget højere. Isen på land smeltede. Så havene var ikke kun lavere, der var også mere havvand end i dag. Og som følge heraf blev kontinenterne omkring havene oversvømmet. Frankrig druknede under et havniveau, der var ca. 200 m højere end i dag. Og det er begyndelsen på dagens grusetape!
Du har brug for kalksten
I tropiske have, der ikke er mere end et par hundrede meter dybe, dannes der kalksten. Kalksten er en sedimentær bjergart, der består af calciumcarbonat som hovedmineral. Sjovt nok sprudler den, når man taber fortyndet syre på den. Kalksten indeholder ofte fossiler af havdyr som f.eks. kokkolitter og foraminiferer. Disse udgør kridt. Kalkstenen indeholder derfor en geologisk optegnelse over de tidligere forhold i Frankrig under havet.
Den sedimentære kridtbase, som ligger under store dele af Frankrig, blev dannet i jura- til kridttiden for ca. 150-80 millioner år siden. Dinosaurerne vandrede stadig rundt på jorden dengang. Sedimentære bjergarter dannes generelt i havmiljøer, som Troyes var det i denne periode. Så vi taler mest om havøgler og dinosaurer i denne del af verden.
Der findes to typer kalksten omkring Troyes. Der er Courville-kalksten og Savonnières-kalksten. Begge er i tidens løb blevet brudt kraftigt til byggeformål. Courville er en lokal sten fra Reims, mens Savonnières kommer lidt længere væk fra, cirka 100 kilometer øst for Troyes.
Selv om de ligner hinanden, er der nogle vigtige forskelle mellem de to stentyper. Alderen på de to sten er forskellig. Courville stammer fra Eocæn (50 millioner år gammel) og Savonnieres fra Tithon (150 millioner år gammel). Det gør den til en ca. 100 millioner år ældre sten. Disse sten er lavet af klumper. De er henholdsvis 17% og 29% porøse, hvilket giver god dræning og hjælper både vindyrkning (som du kan læse på etape 7) og cykelløb!
Race geologi
I Champagne-regionen består de sedimentære bjergarter af 75 % kalksten. Det er hårdt, porøst og skørt. Så stenene er holdbare, men går let i stykker. Så hvis man skal lave en vej i denne region, hvem har så brug for fortov? Undergrunden klarer jobbet helt fint! OK, det er ikke helt Strade Bianche. De hvide toscanske veje ligger på en geologisk overflade af marmor, som er den ædle, hårde, dyre hvide sten, man ville danne, hvis man tog kalkstenene i Champagne og begravede dem i 20 km dybde i et bjergbælte i et par millioner år. Men de hvide veje i dag består af det samme kalciumkarbonat! Det er godt at vide, at marmorgruset i Strade Bianche har en langt glattere overflade med fint, afrundet materiale i stedet for de stenede spor i Champagne.
Så dagens grusetape bliver sandsynligvis sværere i svingene end Strade. Materialet i Frankrig vil være løsere og mindre kompakt på grund af dets større størrelse. Finere materiale komprimeres mere, når det er vådt (kan du huske Van Der Waals-kræfterne, som du lærte i gymnasiet? De virker på disse mindre sedimenter i sandstørrelse). Større materiale er mindre klastisk, så selv når det er vådt, er det stadig løst. Regn har en betydelig indvirkning på kalkstensgrus på grund af dets kemiske sammensætning, som kan få det til at opløses i dårligt vejr og skabe en blød og slammet vej for rytterne. Det kan resultere i, at grusområderne mere ligner et cykelcrossløb end Le Tour de France! Hej Mathieu, Wout og Tom!
NB: Blogs på andre sprog end engelsk er alle automatisk oversat. Vores skribenter er ikke ansvarlige for eventuelle sprog- og stavefejl.
