Etape 20 og den generelle klassifikation er måske eller måske ikke kompliceret nu, men geologien i dagens region er kompliceret. Og det er vores blog også, men efter 20 dage med Tour de France-geologi er I stort set eksperter. Så her er et dybt dyk!
Vi er i Vogeserne, og det er Ballons’ hjem. Vi har Ballon d’Alsace (1247 m), Grand Ballon (1424 m), det højeste punkt i Vogeserne, Petit Ballon (1272 m), som rytterne skal bestige senere på etapen, Ballon de Servances (1216 m) og Ballon Saint-Antoine (1128 m). Oprindelsen til dette særlige toponym, “ballon”, er stadig lidt af et mysterium. Måske kan dens oprindelse findes i disse bjergtoppes geologi. “Ballon” kan faktisk referere til bjergtoppens “afrundede form”, der henviser til “bulla”, det latinske ord for “kugleformet objekt”.
Enorme granitlegemer, som geologerne kalder “batolitter”, har en tendens til at forvitre til afrundede bjergtoppe. Du kender måske alle den ikoniske Half Dome i Yosemite National Park i Californien.
Og faktisk afslører de sydlige Vogeserbjerge sådanne enorme granitiske batholitter. De er alle rester af 350 til 330 millioner år gammel magmatisk aktivitet under de sidste stadier af Variscans bjergopbygning, som afslutter dannelsen af Wegeners superkontinent Pangæa.
Vogeserne, en geologs hjernevrider
Den britiske geolog John F. Dewey (1937-), en af grundlæggerne af pladetektonikken, skrev engang, at “pladetektonik er i sig selv et enkelt og smukt koncept, men dets resultater på mindre skala er forbløffende komplicerede”(Oreskes, N. 2001). Det er præcis, hvad geologerne oplever, når de forsøger at dechifrere Vogesernes tektoniske historie. Vogeserne er virkelig en geologisk hjernevrider. Aka: det er kompliceret.
Når du hører om pladetektonik, husker du sikkert, hvad du har lært i skolen. Jordens overflade består af et begrænset antal store, stive lithosfæreplader – hvoraf nogle bærer kontinenter – som bevæger sig i forhold til hinanden og reagerer på konvektiv strømning i jordens kappe. Og langs grænserne mellem disse “slibende” lithosfæreplader er jordskælv og vulkaner almindelige.
Kontinenter bryder op, og oceaner dannes. Disse oceaner vokser langs divergerende pladegrænser, hvor der dannes ny oceanisk skorpe. Kontinenter driver fra hinanden. Når en subduktionszone dannes langs en kontinentalmargin, begynder en plade at dykke ned under en anden plade. Dette ændrer kontinentalmarginen til en aktiv, konvergerende pladegrænse.
Kontinenterne begynder at nærme sig hinanden, og det mellemliggende hav lukker sig gradvist. Til sidst kolliderer kontinenterne, og enorme bjergkæder opstår. Vi geologer kalder denne udvikling fra kontinenter, der bryder op, til kontinenter, der kolliderer, for “Wilson-cyklussen“. Den er opkaldt efter den canadiske geofysiker John Tuzo Wilson (1908-1993). Han var en anden af grundlæggerne af pladetektonikken.
Terræn og terran
Denne “simple” model for pladetektonik er primært udviklet ud fra et “oceanisk” perspektiv, baseret på oceanisk forskning. Det er grunden til, at John F. Dewey kaldte det et “simpelt og smukt koncept”. Kontinentale geologer genkender dog ikke rigtig denne enkelhed i arkitekturen af de bjergkæder, de studerer. Ikke i aktive bjergkæder som Himalaya og ikke i resterne af gamle bjergkæder, som den paneuropæiske, varisiske bjergkæde, hvis kerne vi ser eksponeret i Vogeserne. Det, kontinentale geologer ser i disse bjergkæder, er et puslespil af kontinentale fragmenter og oceaniske splinter. Geologer kalder disse fragmenter – af alle mulige størrelser – for “terraner”, som ikke må forveksles med “terræn”, der blot refererer til et områdes fysiske geografi. Ord betyder noget!
Et klassisk eksempel på en sådan “terran-samling” er den nordamerikanske Cordillera. Du kan finde den langs Stillehavskysten i USA og Canada. Selvom denne region har været en kontinental margin i hundreder af millioner år, afspejler Cordillera-bjergkæden en næsten kontinuerlig orogenisk aktivitet. Denne kontinuerlige bjergdannelse er ikke resultatet af et sammenstød mellem to kontinenter. Nej, det er forårsaget af en sekvens af tilvækst af kontinentale og oceaniske fragmenter. Nogle gange er disse fragmenter endda tilsyneladende ikke relateret til det tilstødende kontinent, hvilket tyder på, at de kommer langt væk fra. Det er derfor, vi kalder disse fragmenter for “eksotiske terraner”.
Disse orogene puslespil af akkreterede terraner indikerer en høj grad af tektonisk mobilitet. Det er svært at forene med den simple model, hvor kappekonvektion driver pladebevægelser. Akkretionstektonik indebærer faktisk et meget mobilt billede af pladetektonik, med “hoppende” eller “omvendte” subduktionszoner, kortvarig havdannelse osv. De er alle geodynamiske processer, der er uforenelige med den træge konvektive strømning i kappen. Pladetektonikken fortæller virkelig sin egen “forbløffende komplicerede” historie!
Tilbage til Europa: stadig kompliceret
Også den europæiske undergrund, syd for det prækambriske baltiske kratoniske skjold, består af en sammenblanding af terraner. Og alle disse tektonostratigrafiske områder var engang kontinentale fragmenter af det ‘gamle’ (palæozoiske) sydlige superkontinent Gondwana, eller dets (meso-/kenozoiske) efterfølgerkontinenter Afrika og Sydamerika. Det er derfor, vi kalder alle disse fragmenter for “peri-gondwanske terraner”. Disse terraner lytter til navne som Avalonia, Armorica, Iberia, Apulia. Hvis du har brug for inspiration til et new age-rockband? Når disse terraner er blevet inkorporeret i det variskiske orogene system, er de kendt som f.eks. rhenohercynian, saxothuringian eller moldanubian.
I dette europæiske terranpuslespil indtager Vogeserne en særlig position. I Vogeserne genkender vi resterne af mindst fire tektonostratigrafiske domæner. Fra nord til syd er det avalonisk, rhenohercynisk skorpe, saxothuringisk skorpe, moldanubisk skorpe og til sidst endda gondwansk skorpe hele vejen i syd.
Alle disse kontinentafsnit var engang en del af det gondwanske kontinent. De drev væk tidligt i palæozoikum, for mere end 400 millioner år siden. Disse mikrokontinenter drev mod nord i det rheiske hav, foran det nordgående Gondwana-superkontinent. Det rheiske hav begyndte at lukke sig, og det gondwanske superkontinent konvergerede mod Baltica og Laurentia, som allerede var smeltet sammen med Avalonia og dannede det nordlige ‘Old Red’ superkontinent. De peri-gondwanske kontinentale skiver blev tilført én efter én. De pressede sig sammen i den paneuropæiske, varisiske bjergkæde, som er udtryk for den endelige dannelse af Wegeners superkontinent Pangæa.
Tour de Gondwana
I de sidste stadier af bjergopbygningen i Vogeserne for omkring 320 millioner år siden var der massiv magmatisk aktivitet i forbindelse med den øvre skorpeafskalning i den varisiske orogenese. Dette fører til sidst til Vogesernes endelige komplekse arkitektur. Det gør det til en rigtig hjernevrider for enhver kontinentalgeolog. Bestigning af Vogeserne, krydsning af forskellige suturer mellem de peri-gondwanske terraner, gør dagens etape til lidt af en “Tour de Gondwana.”
